Tyfon sender en million på flugt i Kina

1,4 millioner kinesere er blevet evakueret fra deres hjem, og myndighederne har udsendt en advarsel om mudder- og stenskred.

Tyfonen Krosa, der ramte Taiwan lørdag, er stilnet en smule af og aftaget i styrke. Den går derfor nu under betegnelsen tropisk storm med en vindstyrke på 126 kilometer i timen.

I Taiwan kostede tyfonen lørdag mindst fem mennesker livet og sårede 52, mens strømmen gik i op mod to millioner hjem. Krosa efterlod store ødelæggelser i Taiwan, og der blev meldt om mudderskred og transportkaos i landet, efter at tyfonen havde raseret øen med syndflodsagtige regnskyl og vindstød på op imod 185 kilometer i timen.

Stormen rammer Kina, netop som mange er taget på ferie i forbindelse med nogle nationale helligdage. Omkring 2.000 feriegæster er blevet evakueret fra hoteller, mens redningsarbejderes ferie er blevet inddraget.

Tidligere på ugen raserede tyfonen Lekima i Vietnam. Her meldes mindst 32 mennesker omkommet, mens 16 stadig er savnede

(Politiken, d. 8. oktober, 2007)

Skrevet af