Sterling til Forligsinstitutionen

Mere end to ud af tre af Sterlings kabineansatte afviste forslaget til en ny overenskomst. Per Fallentin, formand for Flyvebranchen Personaleunion, sendte onsdag et konfliktvarsel. Det kan betyde, at kabinepersonalet i Sterling strejker fra 8. september, skriver Ritzau.



Formanden for Sterlings kabinepersonale, Birgitte Helmer, siger til Ritzau, at de to parter er uenige om løn- og arbejdsforhold, og at hun håber på en løsning, så strejken kan afblæses.



Ifølge Take Offs oplysninger har Sterlings pilotforening, SAPA, givet tilsagn om en sympatistrejke.



Sterlings adm. direktør Almar Örn Hilmarsson sagde i en pressemeddelelse onsdag, at han tager til efterretning at overenskomstforslaget blev nedstemt. ”Nu følger vi normal procedure og går til forligsinstitutionen for at nå til enighed. Jeg har fuld tillid til, at ledelsen i Sterling og kabinepersonalet kan nå en god aftale for begge parter, så vi løser tvisten og undgår at vores rejsende bliver berørt af uenigheden.”



Han tilføjer, at Sterlings ledelse ønsker en løsning, som sikrer Sterlings fremtid og konkurrenceevne.



Sterlings kabineforening har 469 stemmeberettigede medlemmer. Da stemmerne om den nye overenskomst mandag blev optalt, havde 327 stemt – heraf 225 med et nej (69 %).



Efter Sterling sidste efterår overtog Maersk Air var der spændinger mellem ”de røde” (Sterling) og ”de blå” (Maersk Air). Men flere kilder understreger, at disse problemer hører fortiden til.



”Vores sammenhold er blevet meget stærkt hen over sommeren,” siger en kilde og tilføjer:

”Stemningen er meget alvorlig, et opgør mod ledelsen har ulmet længe – det kan blive et opgør mod “lavpriskulturen” skandinaviske flyvende er ikke indstillet på at arbejde på samme betingelser som f.eks. Ryanair.”



HB


Skrevet af