Apollo dropper danske agenter

Det var navnlig mens FDM travel havde mange flere rejsebureauer, at Apollos forgænger, Alletiders, ”havde et mylder af agenter. Dengang arbejdede vi med næsten alle, men selv på det tidspunkt var agentsalget kun nogle få procent af vor omsætning,” siger adm. direktør for Apollo/Kuoni, Jan Lockhart, til Take Off.



For nogle år siden droppede Apollo 90% af sine agenter og beholdt ganske få i navnlig Jylland. ”At afskaffe agentsalg er en naturlig udvikling. Kunden henvender sig i stigende grad til leverandøren, f.eks. Apollo. Derfor er der ingen årsag til at opretholde et fordyrende mellemled, som får 7-8% i provision,” siger Jan Lockhart og tilføjer:



”En gennemsnitlig Apollo-rejse koster 4.000 kr., så er det meget med 300 kr. til en mellemhandler. Vi sælger stadig mere charter på nettet, tallet er nu 50%. Det betyder også behov for færre telefonsælgere, men dette tal er faldet ved naturlig afgang.”



Apollo Danmark, der har over 30 fuldtidsstillinger til telefonsalg, forventer i år at sælge 130.000 charterrejser – en solid fremgang på to år fra 93.000.



”De agenter vi havde tilbage solgte stort set intet, måske 2-3%. I dag har vi blot en agent, Senior Rejser, som når en målgruppe, vi ikke selv kan, og som kan rejse uden for højsæsonerne,” siger Jan Lockhart. Senior Rejser er 50% ejet af Profil Rejser.



Mens agentsalget er nærmest forsvundet i Danmark, hos Apollo, Star Tour og MyTravel, er det en helt anden sag i navnlig Norge, men også Sverige.

”I Norge og Sverige sælger rejsesupermarkeder måske halvdelen af charterrejserne,” siger Jan Lockhart.



HB

Skrevet af