Skarpe skud fra tidligere topchef i Danmarks Turistråd

”Jørgen Hansen (direktør for jyske Midt-Nord Turisme) sidder og gaber op og får sikkert lokalpolitiske skulderklap ved at sige, at nordjysk turisme går ned, hvis Danmarks Turistråd markedsfører Danmark som hidtil, at det er sindssygt at satse på Japan og USA, at DT kun skal satse på Norge og Sverige og Tyskland, at DT satser for meget på København og ikke nok på Jylland osv. osv. Jeg brugte nok 60% af min arbejdstid i DT på den type debatter. Danmarks Turistråd får bl.a. presseklip om, hvem der udtaler sig mest negativt i dansk turisme: Jørgen Hansen står som nummer et.”



De hjertelige følelser er til at overse når Karim Nielsen taler om Jørgen Hansen, som ”repræsenterer en holdning, der splitter dansk turisme.”



Karim Nielsen forlod for nylig jobbet som marketingschef i Danmarks Turistråd for at blive direktør for First-hotellerne i Danmark. Og som gæst i Take Off-Stolen i det nummer, som udkommer i disse dage, fortæller han dels om sine planer med First, men også åbenhjertigt om tiden i DT.



”Der er to sider af DT; den kommercielle med marketing, markedsudvikling og markedskontorer er sjov, spændende og udviklende. Så er der hele den hjemlige med regionale turistudviklingsselskaber, Erhvervsministeriet, som ikke vil satse, og hele den politiske del. Den del af turismen kunne jeg godt holde ud, men jeg kan nemmere undvære den,” siger han bl.a. og fortsætter:



”Mange små elementer i branchen er mestre i at lave en stor storm ud af et eller andet totalt irrelevant for dansk turisme. Der er nogle, der tænker for meget på egne snævre og kortsigtede interesser og ikke forstår at se deres virksomhed som led i en større sammenhæng.”



Læs hele interviewet i Take Off’s august-udgave.

Skrevet af