Fredagsklummen

DANMARK KOMMER aldrig til at være vært for De olympiske Lege og bruge mindst 13 milliarder kroner på begivenheden over 16 dage. Den luftige påstand har jeg før fremsat, og det ligger bestemt ikke til mig at være lyseslukker over for folk som Lars Bernhard Jørgensen i Wonderful Copenhagen, der med posen fuld af velvilje og optimisme også deltog i Play the Game-konferencen og fortsat tror på muligheden.

Nu er det bare sådan, at jeg i mine mange år som idrætsleder, også internationalt, hvor jeg har været med til at placere mange verdensmesterskaber i ishockey rundt om i Europa ved, hvad der kræves både foran og bag kulisserne. Og det er ikke småting. Først og fremmest i opbakning (og penge til investeringer i idrætsanlæg) fra stater og kommuner i store hovedstæder.



Den politiske vilje, der findes i mange andre europæiske lande til at investere i store idrætsanlæg, er overhovedet ikke til stede i Danmark, uanset hvilken regering vi har. Lad gå med et skuespilhus til mange hundrede millioner kroner, men en multihal. Nej, dem må I selv klare.

Vi kunne have fået vort første A-verdensmesterskaber delt mellem Sverige og Danmark for nogle år siden, da en multihal var på tegnebrættet i Ørestaden, men det havde krævet en statslig bevilling på nogle hundrede millioner kroner til en hal som Globen i Stockholm, og den socialdemokratiske regering skynde sig at melde klart nej. Lur mig om ikke også en borgerlig regering gør nøjagtigt det samme, når spørgsmålet om kort tid kommer op ved Bella Center. Lad gå med skuespil, men idræt.. nej, den må de selv klare.

DERFOR ER det en umulig tanke med et OL. “Glem alt om, at OL finansieres af turister, tv-indtægter og merchandising,” sagde en ekspert,. I følge bladet Idrætsliv planlægger kineserne at investere 138 milliarder kroner i OL i 2008, Athen fik en regning på 88 milliarder kroner, og VM i fodbold i Japan kostede skatteyderne 35 milliarder kroner.

Professor Arne Solberg fra Trondheim Business School sagde på konference bl.a.: “Afviklingen af OL kommer til enhver tid til at koste 13 milliarder kroner uden at skænke infrastruktur eller byfornyelse en tanke.”

Lars Bernhard Jørgensen sagde : “Globaliseringen stiller større og større krav til hovedstæder, der gerne vil tiltrække turister. Vil man det, skal man have en vision, der også rummer mega- events som et OL i København.”



Der var ikke megen optimisme at hente hos det danske tidligere medlem af Olympisk Komite, Niels Holst-Sørensen: “IOC tildeler næppe et land med blot fem millioner indbyggere et OL. Dertil kan der ikke sælges nok T-shirts med logoer. De københavnske politikere burde i stedet bruge penge til ordentlige idrætsfaciliteter.”

Stem om, hvad du tror i ugens quick poll




Skrevet af