Ø-Riget er navnet på det nye selskab, som vil sælge anderledes ferieoplevelser til turisterne.
”Selv om vi er små er vi i stand til at levere en lang stribe af pakkerejser til øerne. Miniferier uden for sæsonen med f. eks. tre overnatninger, færgebilletter og fortæring har været et kæmpehit,” siger formanden for det nye selskab, Agnethe Nørgaard.
Ø-Riget har, i den nye konstruktion, lagt op til et tættere samarbejde med fastlandet. Tidligere begrænsede dette sig til et par enkelte aktører som var med i pakkerne. Nu bliver der ingen begrænsninger for, hvem der samarbejdes med.
”Vi skal i fællesskab udvikle turismen og følgeerhvervene på øerne og fastlandet og vi er åbne for et samarbejde i hele landet. Vi håber at mange kan se fordelene ved at være sammen med os,” siger formanden.