Sterling-chef: 350 millioner i overskud ikke urealistisk

”350 millioner i overskud i 2006 svarer til 6-7 procent af omsætningen, og det er ikke urealistisk”.
Så bastant vurderer Sterling-chefen, Almar Örn Hilmarsson selskabets finansielle fremtid.
Ifølge Hilmarsson er det ikke rimeligt at basere sin overskudsforventning på de historiske resultater i de to tidligere flyselskaber Sterling og Maersk Air, fordi bl.a. konkurrencesituationen nu er fundamentalt forandret:
”Tidligere fløj Sterling og Maersk Air i direkte konkurrence på mindst 10 ruter, og det er ikke tilfældet længere. Samtidig er vi godt i gang med en proces, der får vores omkostninger på niveau med de store lavpriselskabers” forklarer Hilmarsson.
Han tilføjer, at hvis man for eksempel ser på easyJet, har dette selskab en overskudsgrad på 13,5 procent, medens Ryanair har en overskudsgrad på over 20 procent. Derfor mener han godt, man kan forvente, at Sterling kan præstere en overskudsgrad på de 6-7 procent, som er nødvendige, hvis selskabet skal præstere overskuddet på de 350 millioner kroner til næste år.
Hos ejeren, FL Group, vurderer direktør Hannes Smárasson, at mindstekravet til et selskab som Sterling skal være en overskudsgrad på 10 procent, men Smárasson ville ikke i dag sætte dato på, hvornår dette mål skal være nået.

Skrevet af