Charterfly nødlandet efter eksplosion

160 passagerer var i går morges vidne til deres liv mareridt, da et fly med kurs mod København måtte foretage en dramatisk nødlanding pga. en defekt motor kort efter start fra feriestedet Antalya.
Flyet var fra det tyrkiske lavprisflyselskb Onur Air, og gæsterne rejste med Tyrkiet Eksperten.

De fleste passagerer vendte hjem med et erstatningsfly efter nødlandingen i Antaylas lufthavn. Erstatningsflyet landede i København fredag ved 14-tiden. Her blev passagererne kørt i busser direkte fra flyet til et aflukket sted i terminalen, hvor de blev tilbudt krisehjælp, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

Mange af passagererne er dog stærkt utilfredse med episoden. En af passagererne, Rasmus Skude, fortæller, at flyet var kørt ud mod startbanen, mens det skiftevis bremsede og gassede op.
”Lige efter at landingshjulene var trukket op, lød et brag i venstre side. Nogle af passagererne blev nervøse og begyndte at skrige. Da flyet tabte højde, gik mange i panik af skræk for, at vi skulle lande på havet, og vi fik ikke ordentlig information,” siger han. Passagererne fik at vide, at de skulle tage skoene af, og at der var problemer med en motor. Et medlem af kabinepersonalet begyndte at trykke voldsomt på en af nødudgangene, hvilket også virkede skræmmende, fortæller Rasmus Skude.

Særligt overvældende var det, da flyet dumpede sit brændstof over havet.
”Vi var højst 25 meter over havet. Hvis en fisk var svømmet forbi, ville vi have kunnet se den,” siger operasangeren Michael Bjørnson, der var blandt passagererne.

Da flyet havde foretaget nødlandingen, måtte passagererne gå ud på højre vinge og hjælpe hinanden ned på landingsbanen. En slisk blev ikke fremskaffet.
”Der var kun en lokal mand på vingen til at tage imod os. Lige op af vingen stod en lufthavnsansat og videooptog os uden at foretage sig andet. Det var bare for meget,” siger en anden af passagererne, Pernille Knudby fra Lyngby.

Rejseselskabet Tyrkiet Eksperten vil nu undersøge nærmere, hvorfor passagerne ikke fik den fornødne information under nødlandingen.

Skrevet af Simon Jørgensen