Charterpassagerer giver størst forsinkelse i sikkerhedskontrol

LUFTFART: Lufthavne har typisk færre charterrejsende end rutepassagerer – men uopmærksomme chartergæster er årsag til hovedparten af forsinkelserne i lufthavnenes sikkerhedskontroller, siger ny rapport.

Mellem hver tredje og hver anden charterpassager blev stoppet i lufthavnes sikkerhedskontroller med genstande, det ikke er tilladt at have på sig. Hver tredje charterpassager skulle efterfølgende igennem sikkerhedstjekket en ekstra gang – til sammenligning er samme tal for de typisk mere erfarne rejsende med rutefly 10-15%.

Tallene stammer fra en undersøgelse fra det rådgivende tyske firma Kirschenbaum Consulting, der har speciale i sikkerhed i lufthavne. Firmaet har gennem et år undersøgt bl.a. disse forhold i flere regionale europæiske lufthavne.

Undersøgelsen viser, at mens charterpassagerer udgør under halvdelen af de rejsende, var de årsag til 35% af lufthavnenes ekstraudgifter i sikkerhedskontrol.

Hovedparten af alle passagerer passerer hurtigt en sikkerhedskontrol, men passagerer der skal undersøges nærmere, tager 80% af den tid, sikkerhedspersonale bruger på passagerer.

“Udgifterne til sikkerhedskontrol er en af de store omkostningstunge poster for lufthavnene. Vi ser tydelig sammenhæng med at forsinkelser ved sikkerhedskontrol og bestemte passagergrupper,” siger professor Alan Kirschenbaum fra Kirschenbaum Consulting ifølge travelmole.com

Han tilføjer, at charterpassagerer f.eks. medbringer gaver købt på ferie i deres håndbagage – selv om gaven burde være anbragt i den indtjekkede bagage.

Ifølge lufthavnene skal det tage op til 30 sekunder for en passager at komme gennem sikkerhedskontrollen, men passagerer, som medbringer forbudte genstande, bruger op til to minutter på at komme igennem.