Chefskifte i Aviator

Rashid Ali.

Rashid Ali.

FLYHANDLING: Københavns Lufthavns næststørste handlingselskab, Aviator – det tidligere Novia, omrokerer i topledelsen. Den nuværende landside manager er nu stationschef med ansvar for bl.a. passager- og rampeafdelingen.

De seneste otte år har Rashid Ali været chef for passagerafdelingen hos svensk-ejede Aviator i Danmark. Med ledelsesændring i det store handlingselskab er 40- årige Rashid Ali med øjeblikkelig virkning udnævnt til stationschef med ansvar for Aviators passagerafdeling, rampe, trafikkontor, værksted mm.

Ved at samle en lang række funktioner hos Rashid Ali får Aviator i Københavns Lufthavn bl.a. en mere ensrettet beslutningsproces.

“Rashid kender vores organisation bedre end de fleste, og han har været med i alle organisationens mange store og små begivenheder de sidste mange år,” siger adm. direktør i Aviator Denmark, Ole Brinks Andersen, og tilføjer:

”Alle der har mødt Rashid respekterer ham bl.a. for hans konstante insisteren på at være rollemodel og hans insisteren gå foran med det gode eksempel. At lede med eksemplets magt og tydelighed er en af de mekanismer, som jeg ønsker at styrke i vores organisation. Jeg glæder mig til at følge den nye Station Managers bestræbelser på blandt andet at løse denne opgave.

Vi har som et led i ændringen iværksat en større forandringsproces som tager udgangspunkt i at vores medarbejdere gør det bedst muligt og at udgangspunktet for ledelse er fokus på at sikre den rette support på rette sted. Med ændringen er der sat fokus på at skabe en mere entydig, effektiv og smidig struktur til gavn for vores kunder og medarbejdere.”

Som følge af udnævnelsen af Rashid Ali, fratræder den hidtidige Airside-chef i Aviator, Jakob Bo Andersen.

Den svenske Aviator-gruppe leverer handling-ydelser i foreløbig 24 lufthavne i Norden og Storbritannien. Firmaet har over 3.000 ansatte.

Alene i Københavns Lufthavn har Aviator har 780 medarbejdere og håndterer op mod 40 flyselskaber. Sidste år havde Novia/Aviator 39.000 flyvendinger og 4,5 mio. afrejsende passagerer.

Aviators største kunde i Københavns Lufthavn er Norwegian, lufthavnens næststørste flyselskab med 3,8 mio. passagerer sidste år.