De 400 lejligheder på Club La Santa skal renoveres de kommende år. Arbejdet begynder i efteråret.
”Vi kommer selvfølgelig til at støje noget under renoveringerne, derfor har vi ikke gæster i lejlighederne ved de områder, hvor der arbejdes. Derfor må vi skære ned i antallet af gæster,” siger salgsdirektør for Club La Santa i Danmark, Michael Rygaard Jensen, til takeoff.dk
De færre gæster betyder, at Club La Santa fra starten af vinterprogrammet sidst på måneden skifter flyselskab ud af Københavns Lufthavn. Mens La Santa i dag bruger Thomas Cook Airlines, skal danske Jet Time fra vinterkøreplanen stå for flyvningerne fra København. Jet Time flyver allerede for La Santa ud af Billund.
Thomas Cook Airlines’ Airbus-fly har plads til 211 passagerer, mens Jet Times Boeing 737 rummer 148 gæster; altså en reduktion på næsten 30 %.
Club La Santa har årligt ca. 50.000 gæster, heraf kommer 18.000 fra Danmark.
I øvrigt stiger priserne til La Santa næste år 3-4 %, hvilket tilskrives dyrere flysæder pga. forhøjede brændstofpriser.
Club La Santa har i mange år haft planer om en stor udvidelse. Men man venter og venter stadig på den endelige tilladelse fra de spanske myndigheder.
”Den manglende endelige byggetilladelse undrer os helt vildt – ikke mindst når man tænker på, at Lanzarote har en arbejdsløshed på ca. 30 %,” siger Michael Rygaard.
Udbygningsplanerne taler bl.a. om 96 bungalower med plads til fra fire til otte gæster. Det vil give 400 ekstra sengepladser på La Santa, der i dag har ca. 1.100 senge. Udvidelsen skal også omfatte ny sportshal, to svømmebassiner med olympiske mål, bedre golftræningsanlæg, nyt aerobic-stadion, ny fritidspool osv. Men hvornår byggeriet kan begynde vides ikke. Måske næste år…
Til gengæld glæder La Santa sig over, at man allerede har 1.200 venner på Facebook – og at der kommer ca. 100 til om ugen.