Connie Hedegaard regner ikke Kinas trusler for noget

Den danske klimakommissær i EU er ikke populær hos verdens flyselskaber, heller ikke hos mange i EU-landene. Men Connie Hedegaard og Kommissionen fastholder stædigt, at der skal betales afgift for CO2- udslip fra trafikfly med tilbagevirkende kraft fra januar i år.

Hun ønsker ganske vist en internationalt koordineret indsats omkring luftfart i ICAO, men når hun ikke kan få det, dikterer EU selv, og det har vakt harme. Primært fordi afgiften pålignes hele flyvningen, også udenfor EU.

Under overskriften ”Forureneren skal betale” i Berlingske taler hun med store bogstaver. Ikke mindst til Kina, som indtil videre har stoppet milliardordre til europæiske Airbus og truer med handelskrig. Det samme gør Brasilien, USA, Indien, Rusland og Japan i mere eller mindre stærk form.

”Proportionerne er vigtige. Også når Kina truer med at aflyse fly-ordre i Europa, hvis vi ikke fjerner vores lov. Dels kan Europa naturligvis ikke give efter for den slags trusler, dels skønnes udgiften for de kinesiske fly i år at være på ca. 1,9 mio. euro. Det er godt nok et lille beløb at true med handelskrig for,” skriver Connie Hedegaard.

Hun fortsætter: ”Det kan altså ikke være sådan, at der trues med alskens ulykker, hvis der skal betales et beskedent beløb for den forurening, ens rejse medfører, mens ingen brokker sig over betaling for elektronisk bestilling, ekstra bagage eller valg af flysæde.”

Det fremgår i øvrigt af artiklen, at medprisen bliver ca. 15 kr. pr. passager pr. vej mellem Frankfurt og Beijing, og lidt mindre fra London til New York.

Skrevet af Ejvind Olesen