Flypassagerer har givet 395 lufthavne verden over karakterer for bl.a. flypassagerers tilfredshed. Københavns Lufthavn blev kåret til at have verdens bedste og mest imødekommende sikkerhedskontrol.
”I en tid, hvor sikkerhedskontrollen i en lufthavn opfattes som et nødvendigt onde, er det fantastisk vigtigt, at vi formår at få de rejsende til at føle sig velkomne. Derfor er prisen en kæmpe fjer i hatten til vores medarbejdere, som de seneste 6-7 år har arbejdet på at give passagererne en god start på rejsen samtidig med, at de holder et højt sikkerhedsniveau,” siger Københavns Lufthavns adm. direktør Thomas Woldbye om Skytrax-prisen.
En inspektion foretaget af EU i efteråret 2012 roste CPHs Security for engagerede og imødekommende medarbejdere og for at holde et sikkerhedsniveau, der til fulde lever op til de internationale regler.
Københavns Lufthavn vandt Skytrax-prisen foran fire asiatiske lufthavne, Taoyuan International Airport i Taiwan, Narita International Airport i Tokyo, Incheon International Airport i Seoul og Tokyo International Airport Haneda.
I 2012 var den gennemsnitlige ventetid i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn 3½ minut, oplyser lufthavnen.