Dansker til tops hos Dubais lufthavne

52-årige Kjeld Binger takkede før jul af hos Københavns Lufthavn. Han skal nu udskifte sin bopæl i Mexico med Dubai, hvor han bliver adm. direktør i Dubai Aerospace Entreprise Airports.



Dubai Aerospace Entreprise Airports er en af seks divisioner i Dubai Aerospace Enterprise. Selskabets mål er at få ledende rolle i den globale udvikling og drift af lufthavne, skriver epn.dk



Kjeld Binger rapporterer til Bob Johnson, øverste chef for DAE-koncernen. “Kjeld har fremragende erfaring indenfor opkøb og udvikling af lufthavnsaktiver. Hans ekspertise vil medvirke til, at vi opnår vores mål på verdensplan,” siger Bob Johnson.



Bygningsingeniør Binger kom til Københavns Lufthavn i 1994 som leder af planlægnings- og udviklingsafdelingen. I 1998 fik han ansvar for lufthavnens opkøb og drift af ni lufthavne i Mexico, 49 % af aktierne i Newcastle Airport og en aktiepost på 20 % i kinesiske Hainan Meilan Airport.

Kjeld Binger var også formand for lufthavnens hotelselskab, der ejer Hilton-bygningen.



Københavns Lufthavns økonomidirektør, Torben Thyregod, overtog Bingers ansvarsområder og indtrådte i lufthavnens direktion, som nu består af ham og adm. direktør, Niels Boserup.



Københavns Lufthavn er ejet af australske Macquiare Aiports, som i forbindelse med købet af lufthavnen lovede fire topdirektører i lufthavnen bonus på 75 mio. for at blive til mindst udgangen af 2006.

Børsen skrev sidste år, at de 75 mio. deles mellem Niels Boserup, Binger, Peter Rasmussen og Torben Thyregod.

Skrevet af