Flere forbrugere klager over ferien

Denne sommer har Rejse-Ankenævnet foreløbig modtaget 104 klagesager, og dermed er det samlede antal klagesager i 2005 indtil nu steget med 37 pct. sammenlignet med sidste sommer. Det oplyser Rejse-Ankenævnets sekretariat.
Politisk medarbejder i Forbrugerrådet, Claus Jørgensen, som også er repræsentant i Rejseankenævnet, mener, at tallet er udtryk for, at de danske forbrugere er blevet mere bevidste om deres rettigheder. ”Jeg er sikker på, at den øgede fokus fra mediernes side har medvirket til, at danskerne er blevet mere opmærksomme på klagemuligheden ved Rejseankenævnet.” Claus Jørgensen peger endvidere på, at Rejseankenævnet i februar åbnede sin egen hjemmeside, hvor forbrugerne kan hente en masse information om, hvordan de skal forholde sig i klagesager. ”Jeg håber da ikke, at stigningen i antallet af klager skyldes, at rejsebranchen er blevet dårligere til at håndtere disse sager,” siger Claus Jørgensen.
De hyppigste årsager til klager over rejser er ifølge nævnets årsberetning bl.a. dårlig service fra guider og rejsebureau, støjgener samt at forbrugeren havde fået et andet hotel end det bestilte.
(Jyllands-Posten, 28/7)

Skrevet af