Sterlings kabineansatte afviser ny overenskomst

Sterlings kabineforening skal formentlig have ny bestyrelse efter et flertal af medlemmerne mandag vragede forslaget til ny overenskomst, som den nuværende bestyrelse havde forhandlet sig frem til med Sterlings ledelse.



Flertallet af medlemmerne i Sterlings kabineforening kommer fra Maersk Air. Efter Sterling sidste år overtog Maersk kom der ca. 350 kabineansatte fra Maersk – flere end de ca. 150 medlemmer af Sterlings kabineforening. Kabineforeningen har i dag 469 stemmeberettigede.



Stemmerne om den nye overenskomst blev optalt mandag, og viste stort flertal imod den nye overenskomst. En kilde siger, at afvisningen af den nye overenskomst kom fra kabineansatte fra begge “selskaber.”



Af de 469 stemmeberettigede, stemte 327, en valgdeltagelse på lige under 70 %.

225 af de afgivne stemmer var et nej (69 %), mens resten, 102, stemte ja, oplyser en anden kilde til Take Off.



”Vi må tilbage til forhandlingsbordet. Den nuværende bestyrelse for kabineforeningen går af, ifølge mine oplysninger, pga. resultatet. Vi har forhandlet med den nuværende bestyrelse og Sterling har strakt sig langt. Vi blev enige – og ledelsen og kabineforeningens bestyrelse skrev under på den nye overenskomst – som altså nu er forkastet,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, til Take Off.



De tidligere Maersk Air-ansatte ventes nu at sætte sig på foreningen i Sterlings kabineforening.



Det samme skete i foråret i Sterlings pilotforening, hvor der er flertal af tidligere Maersk Air-piloter. Også her blev foreningen for den daværende bestyrelse nedstemt på sit forslag til ny overenskomst.

Her gik bølgerne dog højere – en gruppe rabiate tidligere Maersk-piloter måtte til ”kammeratlig samtale” med Sterlings flyvechef og en pilot blev fyret efter trusler og chikane.



HB

Skrevet af