Star Tour øger på Thailand

Det får Star Tour til at indsætte ekstrafly til Phuket hver anden uge fra jul til påske, oplyser Star Tour, som forventer at sælge 25 % flere oversøiske rejser denne vinter end sidste år.



Apropos Thailand og Star Tour, så indsætter Star Tour fra oktober Danmarks mest overfyldte Boeing 747-400 mellem København og Bangkok. Star Tours version har plads til næsten 200 flere passagerer i præcis samme flytype, som Thai Airways bruger på præcis samme rute.



Med 582 passagerer bliver Star Tours Boeing 747-400 det fly med flest passagerer i Københavns Lufthavn. 747-flyet under FlyTui, flydivisionen i Star Tours moderselskab, tyske Tui, er nyeste version af verdens største passagerfly – indtil Airbus 380 kommer i trafik.



Star Tour-flyet skal i TuiNordics farver flyve hver anden uge fra oktober til marts næste år til Bangkok.



Men mens Thai Airways’ 747-400 har 389 passagerer på business (den tidligere første klasse), premium economy (tidligere business) samt økonomiklasse, vil Star Tour 747-400 havde næsten 200 flere, 582.



Star Tour er kunde hos Thai Airways fra København til Bangkok – men kan ikke få nok pladser. Også derfor indsætter Star Tour det større fly på strækningen. Det større fly giver Star Tour ca. 3.000 flere pladser om året.



De 3.000 ekstra pladser vil næppe genere Thai Airways, der med en daglig 747 fra København udbyder ca. 140.000 sæder om året. Men Thai Airways vil holde øje med, at Star Tour ikke overfører allerede bookede passagerer til Star Tours egen 747…

Skrevet af