Atter forøget ventetid ved paskontrol i Københavns Lufthavn

Den danske stat skovler årligt millioner af kroner ind via en såkaldt passagerafgift på 75 kroner – ingen af disse bruges til f.eks. at betale for mere paspoliti i Københavns Lufthavn.

Og fra i dag, mandag, og året ud bliver der atter mindre bemanding i paskontrollen, politiet skal afspadsere. Det rammer de over fem millioner af lufthavnens knapt 18 millioner årlige passagerer som rejser til og fra non-Schengen-landene, herunder bl.a. England og Irland.



”Året igennem har vi været underbemandede, det har genereret overarbejde, som vi er nødt til at afspadsere inden årets udgang. Vi beklager, at det kommer til at gå ud over passagererne,” siger Thorkild Steen Jensen, politiinspektør i Københavns Politi, i en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn, som først blev udsendt fredag eftermiddag.



”Vi er kede af, at passagererne får dårligere service, men vi vil gøre alt for, at passagererne mærker så lidt som muligt til politiets afspadsering. Vores målsætning er, at passagererne i gennemsnit højst venter i tre minutter for at komme igennem paskontrollen, men pga. politiets afspadsering, kan der risikeres ventetid på op til 20 minutter. Vores bedste råd til de passagerer, der skal rejse til og fra non-Schengen landene er at være i lufthavnen ca. en halv time før normalt,” siger passagerchef Susanne Frank fra Københavns Lufthavn.



”MARERIDT” OG ”KATASTROFALT”

Sidste sommer var den også gal i Københavns Lufthavn pga. af en massiv overarbejdspukkel hos paspolitiet. ”Mareridt” og ”katastrofalt” var nogle af de ord, lufthavnens adm. direktør, Niels Boserup, brugte til at beskrive situationen i et brev til trafikminister Flemming Hansen og justitsminister Lene Espersen.



Niels Boserup tilføjede bl.a. i sit nødråb til de to ministre: ”Fly forsinkes og passagerer mister deres afgang. For vor status som transferlufthavn er dette katastrofalt. Uden transferpassagerer vil København være en lille europæisk lufthavn med et begrænset direkte rutenet – og Øresundsregionen ville miste sit måske vigtigste lokomotiv for fremtidig vækst.”



”Det virkelige problem er den helt uacceptable behandling vores passagerer udsættes for. Lufthavnen er slet ikke bygget til at rumme de lange køer, og for transferpassagererne har det udviklet sig til et mareridt,” skrev lufthavnsdirektøren til de to ministre, som blot trak på skuldrene over henvendelsen.

Skrevet af