Kvinde dømt for bombe-joke i lufthavn



Den 24-årige universitetsstuderende er i Østre Landsret blevet idømt 10 dages betinget fængsel for i sjov at have sagt “de har fundet min bombe” ved en metaldetektor i Københavns Lufthavn. Det skriver Ritzau.



Kvinden er tidligere blevet frifundet i byretten med den begrundelse, at ordene var faldet i retning af hendes to rejsekammerater. Men en vagt lyttede med, og da han efterfølgende bad hende gentage vittigheden over for ham, blev der slået alarm, og området blev afspærret.



“Hun sagde undskyld i samme øjeblik, hun fandt ud af, at en vagt havde hørt det,” siger hendes forsvarer, Niels Forsby.



“Med denne dom har landsretten lagt en linje, hvor der bliver slået hårdt ned på alt, hvad der bliver sagt i en lufthavn. Det er naturligvis kommet i kølvandet på hele terrorsituationen, og det kan man jo mene om, hvad man vil,” siger han.



Kvinden ønsker ikke at gå videre med sagen.

Skrevet af