Sterling-piloter i intern magtkamp

En massiv uenighed blandt de tidligere Maersk Air piloter og de ”gamle Sterling piloter kan føre til voldsomme uregelmæssigheder i flyselskabets sommertrafik. Striden mellem de to pilotgrupper kan føres tilbage til Sterlings overtagelse af Maersk Air, som betød at mange DM-piloter måtte gå adskillige tusinde kr. ned i løn for at bevare deres jobs.

DM-piloterne er antalsmæssigt i flertal i det samlede pilotkorps i Sterling Airlines, og nu har ”de blå” foranlediget en ekstraordinær generalforsamling i foreningen indkaldt. Her ventes de at søge at overtage magten i den faglige organisation.

”Vi er så frustrerede, at vi flere gange har været tæt på at nedlægge arbejdet og holde faglige møder. De blå piloter er uønskede i Sterling, føler vi. Gennem de seneste seks måneder er vi systematisk blevet presset op i et hjørne” siger en anonym tidligere Maersk Air Pilot til Jyllands-Posten.

Kommunikationsdirektør i Sterling, Niels Brix, har ingen kommentarer til uroen blandt piloterne, udover at han bekræfter, at ledelsen og piloterne har aftalt et ”forhandlingsforløb”. Piloternes ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden den 11. april, og dermed er der udsigt til, at Sterling-ledelsen får en ny, og endnu ukendt, forhandlingsmodpart, når forhandlingerne om en ny overenskomst skal starte.

Her vil piloterne få mulighed for at indlede en lovlig strejke, erkender Niels Brix. Han tilføjer dog, at han ikke anser dette scenarie for sandsynligt.


(Jyllands-Posten Erhverv d. 22.03.2006)

Skrevet af