Sterling slap for Kontant afregning

Sterling var tirsdag aften i gabestokken i DR’s forbrugermagasin ”Kontant”.

Største skramme blev det indtryk, programmet efterlod, om at medarbejderne i Sterlings callcenter synes instrueret om, at passagerer, som aflyser, ikke kan få penge igen – medmindre de selv nævner, at de har krav på at få skatter og afgifter retur. Det har Rejse-Ankenævnet fastslået flere gange.

Men kun hvis passageren nævner dette, siger Sterling Ja – ellers bliver pengene tilgodebevis på en Sterling-konto i et år.



Omvendt er Sterling mere hæderlig end andre lavprisselskaber – aflyses rejsen hos dem, er alle pengene tabt. Og Danmarks næststørste flyselskab, Sterling, forventer i år trods alt små fem millioner passagerer – så skal nogle sager gå galt.



Det indrømmede Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner, i tv-udsendelsen. Her strøede få utilfredse passagerer om sig med udtryk som ”snyderi og tyveri.”



Stefan Vilner medgav, at Sterling har ca. syv mio. kr. i kassen fra den opkrævede passagerafgift sidste år – før Folketinget klogt sidste efterår vedtog at halvere den fra nytår – og helt afskaffe den fra næste årsskifte.



Sterling har, ifølge Kontant, heller ikke gjort det nemt at få de 37,50 kr. Passageren skal møde i Kastrup, hvor beløbet fratrækkes en ”administrationsafgift” på 25 kr., dermed er der 12 kroner og 50 øre til udbetaling!



Dét forfægtede Vilner: ”Dét står i vores betingelser, men måske er vores kommunikation ikke god nok.” Han medgav i en konkret sag, hvor Sterlings svenske handlingselskab i Kastrup havde fumlet, var det ”elendigt, hvad vi lavede. Passageren skal have kompensation.”



Stefan Vilner huskede at nævne, at for blot nogle uger siden fik Sterling igen årets Danish Travel Awards som bedste lavprisselskab (valgt af forbrugerne). Den aften sagde han bl.a. i sin takketale:

”Det er meget modigt at vælge et flyselskab, hvor piloterne slås i cockpittet, hvor passagererne ikke kommer med vores fly og som ejes af islandske gletscher-cowboys på speed.”



”Kontant” genudsendes i dag, onsdag, kl. 12.10 på DR 1.



HB

Skrevet af