EU vil støtte fast forbindelse over Femern

Kommissionen vil støtte projektet med 2,6 milliarder kr. – det svarer til 27,6 pct. af de forventede udgifter til projektet frem til 2013.



Hertil kommer, at Kommissionen foreslår et støttebeløb på 165 mio. kr. til forundersøgelser vedrørende de danske jernbanelandanlæg.



Kommissionens forslag behandles på et møde i Komiteen for Finansielle spørgsmål i slutningen af november. Herefter skal Europa-Parlamentet høres. Den endelige fastlæggelse af støttebeløbene forventes at foreligge i begyndelsen af 2008.



For perioden efter 2013 vil der blive ansøgt om EU-støtte til projektet i en kommende ansøgningsrunde, der vedrører perioden 2014 – 2020, oplyser transportministeriet.



Transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen:



”Det foreslåede støttebeløb, 27 % af udgifterne i den første projektperiode viser, hvor højt Kommissionen prioriterer en fast forbindelse over Femern Bælt. Det giver gode muligheder for at få EU-støtte i en tilsvarende størrelsesorden, når vi i 2013 søger om støtte til den resterende del af projektperioden.



Hvis det ender med et støttebeløb i den størrelsesorden, som Kommissionen nu har foreslået, vil det være et overordentligt tilfredsstillende resultat for Danmark.”


Skrevet af