Per Stig Møller vil ikke fyre de ansvarlige

“Vi gjorde det ikke godt nok,” sagde udenrigsminister Per Stig Møller igen og igen hele dagen i går, men han undlader at tage personalemæssige konsekvenser, selv om især ambassadøren i Bangkok får kritik af de berørte ferierejsende, ligesom Borgerkontoret hjemme i København først kom op i omdrejninger efter to-tre dages forløb.



“Jeg synes ikke, det er rimeligt, hvis nogen bestemte personer skulle drages til personligt ansvar. Der er ingen grund til at undskylde. Jeg gjorde det selv så godt, jeg kunne, men det var ikke godt nok,” siger ministeren i dag til B. T.



Avisen fastslår samtidig, at der gik flere dage efter katastrofen 2. juledag, før ministeriets egen direktør Friis Arne Petersen kom ind på kontoret i juleferien, og det samme gjaldt udenrigsministeren. “Vi arbejdede hjemme, vi var i kontakt, og vi drøftede tingene, og vi traf beslutninger,” siger Per Stig Møller.

Skrevet af