Sterling vil have lavprisrabat nu

Lufthavnen vil halvere sin passagerafgift til 42 kr. for de flyselskaber, der skal bruge lavpristerminalen, Swift. Kravene for at bruge terminalen er, at flyselskabernes passagerer har en høj grad af selvbetjening ved check-in, flyver fra punkt til punkt – altså ikke transferpassagerer – og at flyet kan ”vendes” på en halv time; fra det ankommer til det igen forlader lufthavnen.



Blandt lufthavnens pressemeddelelser mandag var en med støtte til projektet fra lavprisselskaberne Easyjet, Norwegian og Ryanair. Sterling var der ikke, trods at det er lufthavnens største lavprisselskab med ca. 10 % af samtlige passagerer.



Men til Take Off siger Sterlings kommercielle direktør, Michael T. Hansen:

”Vi hilser enhver omkostningsreduktion velkommen. Men hvorfor kan Sterling ikke få den halve passagerafgift med det samme? Vi er det lavprisselskab med flest ”point to point” flyvninger i Københavns Lufthavn, vi er det selskab som bruger kiosk-check in mest og vi vender i forvejen vores fly på 30 minutter.”



”Jeg ved ikke, hvorfor man nu skal bruge 200 mio. kr. på et nyt palads. Vi kan da få Finger A som lavpristerminal, det er den, vi bruger mest,” siger Michael T. Hansen.



I lufthavnens pressemeddelelse blev Swift-terminalen støttet af disse udtalelser:



”Ethvert initiativ, der kan føre til nedsættelse af omkostningerne og forbedring af infrastrukturen i Københavns Lufthavn er mere end velkommen – og vil medvirke til, at Easyjet vil investere yderligere i det danske marked,” siger Thomas Haagensen, Nordeuropachef for Easyjet, der har tre ruter til CPH.



Målet med den nye Swift-terminal er formentlig at få Europas største lavprisselskab, Ryanair, til omsider at sætte hjulene i Kastrup. Michael Cawley, kommerciel direktør i Ryanair, siger ifølge Københavns Lufthavn:



”Vores lavpriser er kun mulige, hvis lufthavnene sænker priser og forbedrer effektiviteten. Ryanair er ivrig efter at tilbyde danskerne og sydsvenskerne

lavprisbilletter. Vi håber, at det nye initiativ i Københavns Lufthavn vil gøre dette muligt.”



HB

Skrevet af