Dagens kommentar

Enhver ved, at en eksisterende skat aldrig forsvinder igen. Og er den først indført bruges den til at regulere indtægten – opad.



Derfor er det ikke beløbets størrelse, der er det vigtigste ved den kommende italienske turistskat.



Ganske vist bliver en uges ophold i f.eks. Rom eller Firenze for et ægtepar med to børn 1200 kroner dyrere – og det kan bestemt lokke mange til at foretrække Athen eller Paris som rejsemål i stedet for Støvlelandets klassiske storbyer.



Men de 40 kroner pr. dag pr. person vil givet vise sig kun at være en start på en skrue uden ende.



Italienske regeringer savner altid penge. Og hvad vil være nemmere for landets politikere end at lægge yderligere ti eller tyve kroner på hver turists feriedag. Turisterne er jo ikke vælgere.



Men de ny opfundne skatter vil ramme rejsebranchen, fordi turisterne skal tage pengene ud af feriebudgetterne.



De vil ramme hotelerhverv og restauranter, fordi der måske bliver råd til lidt færre feriedage. De vil igen tage sig betalt af højere priser. Og så er en negativ spiral for alvor i gang.



Og generelt kan turistskatter kun betyde en afmatning. Det er altid følgen af en afgift. Skattepolitikkens naturlov så at sige.



Derfor må vi håbe, at den italienske ide ikke breder sig tll det øvrige Europa.



Statsmænd kunne nemt fristes af tanken om at beskatte andre staters borgere!



Det vil hæmme rejsebranche og turisterhverv ganske betydeligt. Og er helt klart det modsatte af, hvad virksomheder i Europa har brug for.


Skrevet af