En mistanke om insiderfusk blandt lederne i Airbus og selskabets moderselskab, EADS, fik i går EADS-koncernens forholdsvis nye chef, Louis Gallois, til at kræve alle aktieoptioner i selskabet afskaffet.
Ifølge Gallois er selve systemet med aktieoptioner angribeligt, fordi det mest minder om et lotteri. Derfor bør aktieoptioner erstattes af et mere gennemsigtigt system som f.eks. gratis aktier, som allerede i dag gives til mange ledende medarbejdere som et tilskud til lønnen, siger han.
Skandalen om aktiefuskeri kommer ubelejligt for Louis Gallois, da EADS er i fuld gang med at gennemføre spareplanen ”Power 8” med afskedigelse af 10.000 medarbejdere, og mens koncernen samtidig synes at være på vej ud af krisen på trods af den høje kurs på euro i forhold til dollar.
Mandag krævede præsident Nicolas Sarkozy, at den franske stats rolle i skandalen undersøges til bunds, og at ledende medarbejdere i EADS og Airbus straffes, hvis de har handlet uærligt.
Såvel en stor del af ledelsen som to store private aktionærer i EADS mistænkes af den franske børs vagthund, AMF, for at have tjent formuer på at sælge ud af aktier i perioden mellem november 2005 og april 2006. Det skete kort tid før et dramatisk dyk i kursen på 26 pct. i juni 2006. De implicerede anklages alle for at have vidst, at Airbus havde alvorlige problemer med at levere det nye A380-kæmpefly til tiden.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 10. oktober, 2007)

STANDBY.DK Nyt om rejser

