Kæmpekongres til Bella Center

Det er første gang den verdensomspændende netværksorganisation Rotary afholder sin Verdenskongres i Nordeuropa, og ifølge Bella Center har det krævet et langvarigt og ihærdigt benarbejde at sikre kongressens afholdelse i København. ”Dette giver os mulighed for at gøre reklame for især Øresundsregionen, men også for alle de nordiske landes forskellige seværdigheder og forretningsmæssige tilbud” forklarer Carsten Dencker fra Rotary.

Han suppleres af Bella Centers direktør, Arne Bang Mikkelsen, som dog ikke ryster på hånden ved udsigten til de mange kongresgæster: ” Vi er selvfølgelig stolte af at få mulighed for at huse Skandinaviens største kongres. Med omkring 30.000 delegerede i huset kan vi for alvor vise, hvad vi formår – og vi glæder os” siger han.

Arrangørerne venter, at stort set al ledig hotelkapacitet i Malmø og København bliver opslugt, når verdenskongressen finder sted, fra den 11. til 14. juni næste år. Og det er ikke kun reklameværdien for Øresundsregionen, der får arrangørernes øjne til at lyse; Således ventes de 30.000 kongresgæster at lægge i omegnen af 400 mio. kr. i omsætning i regionen i løbet af kongresdagene.

Skrevet af