Dagens fødselar

En af dansk turismes nestorer runder i dag 60 år. Jørgen Hansen, cand.mag. i fransk og historie fra Aarhus Universitet, kan næste år fejre 40-års jubilæum. Han startede i 1972 som guide og sommerassistance på Turistbureauet i Aarhus og blev souschef i det nystartede rejsebureau
Dantourist.

 

I 1984 blev han turistchef i Randers, tre år senere blev han direktør i
det nystiftede Turismens Fællesråd.

 

I makkerskab med formanden, minister Arne Melchior, blev der sat fokus på den indenlandske turisme. I 1993 blev Jørgen Hansen turistchef i Tyskland,Østrig og Schweiz. Efter fem år i Hamburg blev han direktør i det nystiftede turismeudviklingsselskab i Viborg og Nordjyllands Amter, Midt-Nord Turisme.

 

I 2005 blev Jørgen Hansen turistdirektør i Aarhus. Tiden som chef for
turismen i Danmarks næststørste by blev ikke specielt lykkelig, og i 2009
etablerede han sin egen rådgivningsvirksomhed, TexTour. Blandt firmaets kunder er VisitNordjylland, Turistgruppen Vestjylland, Hotel Koldingfjord og Danske Kroer & Hoteller.

 

Gennem årene har Jørgen Hansen ved talrige lejligheder grebet pennen og givet sin mening om turistmæssige udfordringer. I 1992 kom hans debatbog ”Midt i en turisttid”.

Jørgen Hansen bor i Odder med sin hustru, Lone, der er translatør og
pædagog, og som i 2010 indtrådte i firmaet som oversætter. Han blev i 1995 Ridder af Dannebrog og honorær konsul for Frankrig i Århus siden 2007.

Skrevet af redaktionen