Danmark havde mindst fremgang til USA

Fortsætter de nordiske landes ankomsttal til USA året ud med samme styrke, som de viste i årets første halvdel, kommer der atter i år nordisk besøgsrekord i USA. Sidste år var tallet lige over én million – heraf 258.000 fra Danmark. Det var første gang, at en million-mærket blev passeret og første gang med over en kvart million danske ankomster.
USA er danskernes suverænt foretrukne oversøiske destination – USA trækker ca. 100.000 flere danske besøgende end Thailand på andenpladsen.

 

De amerikanske myndigheder er netop kommet med foreløbige tal for indrejser fra vesteuropæiske lande i første halvdel af i år. I første halvdel af i år var der 5,3 mio. ankomster fra Vesteuropa til USA – otte procent flere end samme tid sidste år.

 

Samlet havde alene de nordiske lande 556.700 ankomster i første halvdel af i år. De nordiske lande havde en gennemsnitlig stigning på ca. 18 pct. – ikke mindst båret af store stigninger fra Island og Sverige.

 

Danmark er med en stigning på ”kun” 5,4 pct. under gennemsnittet – i første halvår af 2011 var der 124.000 danske ankomster til USA; 63.300 fra Finland, et plus på syv procent, 22.000 fra Island – en vækst på hele 39 pct., Norge havde tæt på 126.700 ankomster og en stigning på 10,5 pct., mens Sverige voksede tæt på 23 pct. til 220.700.

 

”Danskernes interesse for USA kender tilsyneladende ingen grænser. Ikke overraskende er vi i den danske afdeling af Discover America glade for udviklingen. Torsdag i sidste uge vandt USA velfortjent Danish Travel Award’en som bedste turistland, valgt af forbrugerne,” siger Karin Gert Nielsen, direktør for den danske Discover America-komite, og tilføjer:

”USA var partnerland på årets feriemesse i Herning og vi fornemmede allerede dengang i februar enorm interesse fra de besøgende. Rejsebureauerne meldte om rekordstor USA-omsætning, så det er bl.a. disse salg, vi nu ser effekten af. Norden rangerer kollektivt som fjerde største marked i Europa på listen for flest internationale rejsende til USA, lige efter England, Tyskland, og Frankrig – alle med mange flere indbyggere.”

 

På næste års feriemesse i Herning arrangeres den traditionsrige udstillerreception fredag den 24. februar atter i samarbejde med PATA, Discover America, Billund Lufthavn, Stand By og Messecenter Herning – og receptionen får stor fokus på USA som rejseland – temaet vil blive gennemført med Budweiser og burgere samt meget andet.

På messen i Herning får oversøiske rejser næste år som noget nyt sin egen hal med bl.a. en stor USA-pavillon.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten