Danmarks længste rutsjebane

Djurs Sommerland præsenterer til sommer ’Juvelen’, Danmarks længste rutsjebane. Den nye forlystelse koster 70 millioner kroner.

Der er tale om en såkaldt ’double launch coaster’ og ifølge parken er det den eneste af sin slags i Europa, skriver b.dk.

”En double launch coaster er en særlig type, hvor man bliver skudt af sted med høj fart to gange. Det giver en hæsblæsende oplevelse med stor intensitet. Juvelen er ikke som nogen anden rutsjebane i Europa”, siger Henrik B. Nielsen, adm. direktør i Djurs Sommerland.

Rutsjebanen bliver én kilometer lang og får en topfart på 85 km/t.

”I stedet for at sidde nede i en vogn, sidder man på en ATVer med overkroppen ude i det fri. Selv om man er forsvarligt fastspændt, giver det en helt anden oplevelse af hastigheden”, siger han.