Dansk Folkeparti koster Danmark milliontab

Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, tirsdag aften med Gouda Rejseforsikrings direktør, Jesper Kjeldsgaard.

Danmark taber millioner af kroner på sin restriktive udlændingepolitik. Færre end få udlændinge kan få turistvisum til Danmark, siger Danmarks Rejsebureau Forenings direktør.

Den tidligere regering og Dansk Folkepartis politik med skrappe krav til udlændinge, der f.eks. vil besøge Danmark som turister, koster mistede turistindtægter.

“Den danske xenofobi (sygelig angst for fremmede, red) koster dansk turisme dyrt. Når FN-organisationen WHO’s europæiske afdeling i Danmark eller Novo skal holde møder med udlændinge, flyttes nogle af disse møder ofte til udlandet, fordi udenlandske deltagere har store problemer med at få indrejsevisum til Danmark”.

Det sagde Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, tirsdag på møde for rejsebranchens chefer hos Gouda Rejseforsikring. Gouda har kontrakt med 900 skandinaviske rejsebureauer – heraf ca. 300 danske.

”Det er rigtig, rigtig svært for borgere i flere lande at få visum til Danmark. Danmark opdeler verdens lande i tre kategorier, turisme, mulige immigrationslande eller asyllande. Her har Danmark strammere regler end hvad EU anbefaler,” sagde Lars Thykier i går og tilføjede:
”Generelt har Danmark et dårligt image; også fordi de danske lovgivere ønsker, at visumansøgere til Danmark skal godkendes af Politiets Efterretningstjeneste, PET.”

Det fik en af tilhørerne i aftes til at sige: ”Det er latterligt, at Danmark prøver at sælge sig selv under mottoet: ”Denmark – Open for Business and Pleasure.”

”Og selv om vi har fået ny regering, oplever vi ikke, at den har travlt med at ændre de danske særregler. De danske regler har ingen sondring. F.eks. betragtes alle 1,2 milliarder kinesere som mulige asylansøgere – uanset om det er en familiefar og professor fra Beijing eller en ung mand fra Mongoliet uden forsørgerpligter,” sagde Lars Thykier.