Dansk Folkeparti vil hjælpe hotelbranchen

Dansk Folkepartis finanslovsforslag om satsning på mødeturismen vil gøre Danmark til et attraktivt land at holde møder og konferencer i. 60 % af mødeturismen ligger udenfor hovedstadsområdet, siger Dansk Erhverv.

 

Dansk Erhverv hilser Dansk Folkepartis forslag om at give virksomheder fuld momsfradragsret, når de køber hotel- og restaurantydelser, varmt velkomment.

”Den internationale mødeturisme er i kraftig vækst, men Danmark har i modsætning til nabolandene mistet markedsandele især pga. ulige konkurrencevilkår. DF’s forslag vil styrke mødeindustriens konkurrencekraft,” siger Katia K. Østergaard, afgående direktør i Dansk Erhverv. Hun er fra næste måned ny adm. direktør for Horesta.

 
Virksomheder kan i hovedreglen fratrække momsen på indkøbte varer og tjenester. Men som det eneste land i Nordvesteuropa kan man i Danmark kun fratrække 1/4 af momsen. Den forskel gør danske hotel- og restaurantydelser 19 % dyrere end konkurrenterne. Derfor vælger stadig flere udenlandske mødearrangører, men også danske virksomheder, at lægge møderne i lande, hvor de får hele momsen retur, oplyser Dansk Erhverv.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 13 % af danske virksomheder har flyttet køb af hotel- og konferenceydelser helt eller delvist til udlandet, bl.a. Sverige og Tyskland, og 31 % overvejer at følge efter.

 

”Danmark har ikke råd til at overhøre Dansk Folkepartis forslag. Mødeindustrien er et omdrejningspunkt i vidensamfundet. Ved at afvikle store møder i Danmark, sikrer vi internationalt fokus på vore egne virksomheder,” siger Katia K. Østergaard.

 

Der er også ros fra hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta.

 

”Dansk Folkeparti går nu forrest i kampen for at styrke turisterhvervet og den danske mødeturisme,” hedder det fra Horesta efter at Dansk Folkeparti har offentliggjort sit finanslovsforslag for 2011. Et punkt handler om momsafløftning til erhvervslivet ved køb af hotel- og restaurantydelser samt møder og konferencer.

 

”Det er meget glædeligt, at momsafløftningen nu bliver en del af finanslovsforhandlingerne. Det er helt rigtigt set af Dansk Folkeparti, at fuld momsafløftning kan være et godt redskab til at styrke dansk turisme og udviklingen i udkants-Danmark,” siger formand for Horesta, Jens Zimmer Christensen, og tilføjer:

”Danmark har mistet 9 % af de udenlandske hotelovernatninger de seneste ti år, mens det øvrige Nordeuropa i snit er gået frem med 19 %. Det er glædeligt, at Dansk Folkeparti viser initiativ og ansvarlighed i forhold til disse udfordringer."

Skrevet af redaktionen