Aftale mellem kongresbureauer i Aarhus og København skaber ny dynamo på det skandinaviske møde- og konferencemarked.
Københavnske ICS – International Conference Services – har erhvervet mindre del af aktierne i KongresKompagniet i Aarhus. KongresKompagniet får adgang til ICS’ internationale netværk, og begge parter vil optimere brugen af IT og personale.
ICS har knap 20 medarbejdere og får med aftalen adgang til det voksende marked af kongresser og konferencer i Jylland. KongresKompagniet i Aarhus har eksisteret siden 2002 og har seks medarbejdere.
Ud over en understøtning af en i forvejen stærk faglig palet, vil der organisatorisk ikke ske ændringer i forbindelse med samarbejdet, oplyses det.
Heidi Klixbüll, direktør og indehaver, vil fortsat drive KongresKompagniet ligesom Per Ankær stadig står i spidsen for ICS, der åbnede for 25 år siden.
Tidligere i år købte ICS mindre del af det svenske kongresbureau Meetagain.