Dansk rejsebureau i strid med fodboldlandsholdet

Mandag sagde DBU’s pressechef Lars Berendt til sporten.tv2.dk, at han ”er utilfreds med, at friferie.dk sælger værelser til danske roligans på Marine Hotel i polske Kolobrzeg” og at ”DBU har en klar aftale med hotellet om, at ingen danskere ud over landsholdet kommer til at bo på det hotel, som vi har booket”.
 
Men velrenommerede friferie.dk melder hus forbi og oplyser, at det i oktober indgik kontrakt for 2012 med Marine Hotel. Salget startede i november via friferie.dk – først 14. december oplyste DBU, at landsholdet skal bruge hotellet som base ved EM i fodbold i Polen og Ukraine.
 
”DBU hævder, at vi snylter på landsholdet. Det gør vi ikke. Vi har en normal kontrakt med hotellet med henblik på at sælge det til danskere. Når vi i december finder ud af, at landsholdet skal bo der, spørger vi for god ordens skyld en ekstra gang hotellets ejer, og får bekræftet at vi har de værelser, vores kontrakt angiver. Længere er den ikke – det ville klæde DBU at undersøge de faktiske forhold – før de siger, at vi snylter på dem,” siger adm. direktør i friferie, Peter Anker Jensen, og tilføjer:
 
”Det ville have været bedre, hvis DBU havde kontaktet os, for at vi stille og roligt kunne finde ud af tingene, i stedet for at gå til pressen.”
 
Luksushotellet i kystbyen Kolobrzeg, hvor fodboldlandsholdet har lejr under EM, ligger i den nordvestlige del af Polen ved Østersøen.

 

Gæsterne skal dog rejse langt, hvis de vil se fodboldlandsholdet under EM-slutrunden, alle Danmarks tre indledende kampe spilles i Ukraine, hvortil landsholdet flyver fra hovedkvarteret i Kolobrzeg.

 

Danmark spiller første EM-kamp 9. juni mod Holland.

 

Danske tilskuere kan frem til 29. februar søge om køb af billetter til EM-slutrunden via uefa.com eller dbu.dk – der trækkes lod blandt interesserede 15. marts. Hver enkelt køber kan maksimalt bestille køb af fire billetter.

 

UEFA tildeler to endnu ikke udvalgte danske rejsebureauer hver 250 billetter til hver af Danmarks kampe, som vil blive solgt inklusiv rejse og ophold.
DBU er sikret 16 pct. af billetterne til alle landsholdets kampe i gruppespillet – minimum 6.000, oplyser DBU.dk

Skrevet af redaktionen