Aclass – snart TourCompass – er atter ved at få vind i sejlene efter coronakrisen. Rejsearrangøren har blandt andet Krabi i Thailand, billedet, på plakaten. PR-foto: Aclass.

Dansk rejsekoncern skifter navn

Aclass, moderselskab for Afrika-safari.dk, Asiatours.dk og Lamatours.dk, bliver til TourCompass. Det skal tydeliggøre, at koncernen har rejser til flere verdensdele, siger direktør og medejer.

”Via vores tre specialiserede rejsebrands – Afrika-safari.dk, Asiatours.dk og Lamatours.dk – tilbyder vi rejser til Afrika, Asien og Latinamerika. Men mange af vores gæster, som rejser med eksempelvis Afrika-safari.dk, er ofte ikke klar over, at vi også tilbyder rejser til Asien og Latinamerika – og omvendt,” siger Aclass, snart TourCompass’, administrerende direktør og medejer, Claus Palmgren Jessen, i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Dét vil vi gerne blive bedre til at kommunikere, så de gæster, der har rejst med os før, vender tilbage til os for at få nye rejseoplevelser med os i nye verdensdele.”

Fra på mandag skifter Aclass med adresse i Viby ved Aarhus og moderselskab for rejsebureauerne Afrika-safari.dk, Asiatours.dk og Lamatours.dk officielt navn til TourCompass.

Navneskiftet foretages som et led i en ny brand- strategi, der skal øge kendskabet til virksomhedens palet af rejsemål på tværs af de tre rejsebrands, hedder det i pressemeddelelsen.

Omsætningen faldt fra 391 til 29 millioner kroner
Aclass, der har fokus på oversøiske rejsemål, mistede næsten al omsætning under coronakrisen. Den faldt fra 390,9 millioner kroner i kalenderåret 2019 til 28,9 millioner kroner sidste år. Aclass/TourCompass ejes primært af kapitalfonden Maj Invest Equity, mens dets administrerende direktør, Claus Palmgren Jessen, og dets bestyrelsesformand, Kurt Kvorning, har mindre aktieposter.

Projektet begyndte i 2006 med Afrika-safari.dk, i 2012 fulgte Lamatours.dk og året efter kom Asiatours.dk. Blandt Aclass’ cirka 45 domænenavne, relaterer cirka en tredjedel sig til USA.

I pressemeddelelsen om navneændringer skriver Aclass/TourCompass: ”Virksomheden oplever igen en meget stærk fremgang efter et par usædvanlige år, hvor rejsebranchen har været udfordret af rejserestriktioner og lukkede destinationer i store dele af verden.”

Claus Palmgren Jessen siger: ”De sidste par år har været udfordrende. Hos os har vi haft fokus på at se fremad og komme ud ”på den anden side” endnu stærkere. Vi har derfor brugt tid på at fundere over, hvordan vi som rejsearrangør kan gøre det endnu bedre og ikke mindst nemmere for vores gæster at få rejseoplevelser med os.

Vores nye navn, TourCompass, er blevet født som et led i vores nye brand-strategi og afspejler i højere grad vores rejsekoncept og ambitioner fremadrettet. Vi vil gerne være det kompas, kunderne navigerer efter, når de skal indfri deres rejsedrømme.”

Relaterede artikler:

Rejsebureau forsøger sig med rejser kun for kvinder

Trods millionunderskud: Meget lys fremtidsudsigt

Ukraine-krigen kan give dyrere pakkerejser

Orange rejsevejledninger koster branchen milliarder

Dansk rejsebureau blandt prismodtagere