Dansk topdirektør svindlede for 130 mio. kr.

Efter takeoff.dk torsdag sammen med Ekstra Bladet var først med nyheden om, at Gate Gourmet var blevet svindlet for 22 mio. schweizerfranc (ca. 128,5 mio. kr.), udsendte Gategroup endnu en pressemeddelelse om svindelsagen. Her sagde koncernen, at det drejede sig om direktøren for Gate Gourmet i Nordeuropa.
I den første pressemeddelelse om skandalen stod der blot, at millionsvindlen var sket i et af Gate Gourmets datterselskaber.

 

Den 43-årige kvinde, der er født i Iran, kom til Danmark som 17-årig. Hun blev dansk statsborger i 1995 og i 2004 gift med en dansker og tog hans danske efternavn.

Hun blev fyret af Gategroup  8. februar. Gategroup forbeholder sig ret til senere at politianmelde hende. I første omgang samarbejder hun om at skaffe pengene tilbage.

 

Svindlen skete ved at dokumenter og konti blev forfalsket for at gennemføre metodiske falsknerier, der skulle undgå firmaets interne revision, oplyses det.

 

Firmaets første prioritet er at få fat på de stjålne penge. Gategroup henviser for yderligere information til sin kommunikationschef, John Bronson – der torsdag ikke besvarede takeoff.dk’s henvendelser.

 

Gate Gourmet hører under Gategroup, der ejer en række cateringvirksomheder verden over.

 

Takeoff.dk kunne torsdag ikke træffe Gategroups koncernchef, Guy Dubois. Takeoff.dk lagde beskeder til informationsafdelingen på hovedkvarteret i Zürich – disse blev ikke besvaret. Heller ikke Gate Gourmets direktør i Danmark, ringede tilbage.

 

”Eksterne kriminaltekniske regnskabseksperter har fastslået, at størstedelen af svindlen fandt sted før 2010,” hed det fra Gategroup, hvis koncernchef, Guy Dubois, sagde i den første officielle meddelelse om svindlen: "Vi har forstået, hvordan svindlen blev udført. Vi har tilbagetaget ca. halvdelen af de mistede penge og vil fortsætte dette arbejde.”

Gategroup omsætter for ca. 15 milliarder kr. om året.

Vicekriminalkommissær Henning Bjarne Schmidt, afdelingsleder i Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, siger til takeoff.dk, at politiet ikke har modtaget nogen anmeldelse i sagen.

 

Det store svindelnummer har påvirket Gategroups aktiekurs. Torsdag faldt aktierne 8,7 % efter meddelelsen om bedragerisagen, skriver Bloomberg.com

 

Ifølge oplysninger til takeoff.dk varslede Gate Gourmets flykøkken i København, at  17 medarbejdere skal fyres – hvilket ikke har med svindelsagen at gøre. Disse fyringer skyldes generel nedskæring hos Gate Gourmet.

Skrevet af Henrik Baumgarten