Dansk turisme har behov for politisk håndsrækning

turismeTURISME: Nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser svag fremgang på 1,8 pct. for turistovernatningerne i oktober. Men turistbranchen har brug for en håndsrækning fra politikerne for at komme op i omdrejninger, vurderer Dansk Erhverv.

Turismeåret 2013 er endnu ikke slut, men udviklingen i året tegner et billede af et turismeår, som kan ende med en stigning på omkring 1 pct. – Trenden i Europa er på 4 pct., noterer Dansk Erhverv.

De samlede overnatningstal for feriehuse, hoteller, campingpladser, feriecentre mv. viser, at der sammenlagt var 3,2 mio. turistovernatninger i oktober svarende til en stigning på 1,8 pct. i forhold til samme måned sidste år. Væksten ses især for hoteller, feriehuse og vandrerhjem. Hotellerne bidrager til væksten med en stigning på 5 pct., når oktober 2013 sammenlignes med samme måned sidste år.

”De nye overnatningstal viser en stigning i antallet af overnatninger i oktober i forhold til samme måned sidste år, forklaringen kan skyldes en begyndende økonomisk optimisme”, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk.

Ser man på overnatningstallene for år til dato, har der været 41,7 mio. overnatninger indtil videre i 2013, en stigning på ca. 300.000. På trods af lyspunkter for hotellerne, der i år til dato har oplevet en stigning på 3,9 pct., er det overordnede billede, at der er stagnation i dansk turisme, hvilket også var tilfældet i 2012.

”Det kniber for dansk turisme at få del i den internationale vækst. Dansk Erhverv opfordrer regeringen til med den kommende vækstplan at kick-starte dansk turisme, så vi kan skabe vækst og arbejdspladser. Der er behov for bedre rammevilkår, så vi kan konkurrere på lige vilkår med udenlandske konkurrenter, og samtidig skal vi sikre midler til en effektiv markedsføring i tæt offentligt privat samspil”, siger Susanne Nordenbæk.