Dansk turistinvasion på omstridt ø

Efter et par mislykkede forsøg nåede Albatros Travels’ skib Ocean Nova – det tidligere grønlandske skib Sarpik Ittuk – i lørdags Hans Ø, der de senere år har været genstand for diplomatiske grænsestridigheder mellem Canada og Danmark/Grønland. På Ocean Nova er 82 Albatros-gæster, to rejseledere samt 34 besætningsmedlemmer på et 16 dages krydstogt til Thule og Hans Ø.

 

Det er første gang, oplyser Albatros, med turister på Hans Ø, der ligger tæt pakket ind af is året rundt.

 

En varde til minde om Albatros-besøget blev bygget på Hans Ø, over den vajer nu det grønlandske flag og Dannebrog. I varden er nedlagt en beretning om besøget med navnene på Albatros’ gæster og skibets besætning.

 

Søren Rasmussen, Albatros Travels ejer og adm. direktør: ”Storisen i Naresstrædet har altid været sidste stop på Grønlandstogter til Thule-området, men vi ønskede at nå helt frem til Hans Ø pga. øens politiske og strategiske betydning. Ocean Nova er formentlig eneste dobbeltskrogede krydstogtsskib i verden, som netop af denne grund har mulighed for at nå frem til den berømte ø, der i sig selv ikke er så interessant, men sejladsen i de isfyldte farvande kan både byde på isbjørn, hvalros og narhval.”

 

4

Skrevet af redaktionen