Danske Bel Air fik ny helikopter

Bel Air Aviations nye Agusta Westland 139 helikopter har plads til 15 passagerer, men er konfigureret til 12 personer for at give bedre passagerkomfort.

 

Den nye helikopter blev fløjet hjem til Holsted mellem Esbjerg og Kolding af chefpilot Christian van der Kruijf og kaptajn Susanne H. Lastein, hun er medejer af selskabet, kaptajn og selskabets adm. direktør.

Bel Air opererer i dag to tilsvarende helikoptere.

 

Formand for Bel Airs bestyrelse, Bjarne Hansen, glæder sig over selskabets udvikling: ”Vi fik i 2011 det bedste regnskabsresultat i selskabets historie samtidig med, at Maersk Olie og Gas tildelte os en femårig kontrakt på flyvninger på Nordsøen,” siger Bjarne Hansen, der også er formand for bestyrelsen i Billund Lufthavn – og tidligere skibsreder i AP Møller-Mærsk samt adm. direktør og bestyrelsesformand i Maersk Air.

 

”Bel Air er det eneste dansk ejede helikopterselskab, og vi har satset på at investere i den mest miljøvenlige og støjsvage helikoptertype med mindst mulig emission. Vi tror vor satsning på miljøet vil vise sig helt rigtig nu og i årene fremover,” siger Bjarne Hansen.

 

I weekenden sendte Bel Air en anden af sine AW139- helikopter fra hjemmebasen i Holsted til Malmi Lufthavnen i Finland, hvorfra den indtil videre skal betjene et større skib, der arbejder i den Finske bugt, med besætningsudskiftninger og leverancer.

 

Den nye helikopter har allerede opgaver i form af skibsoperationer i dansk og britisk sektor – og vil ligeledes betjene nuværende og nye kunder på ad-hoc basis.

Bel Air beskæftiger i dag 40 medarbejdere.

 

Bel Air har i dag tre AgustaWestland-helikoptere af typen AW139 med plads til 12 passagerer. Selskabet har også bestilt to af de større AW189, som er en helt ny type, har plads til 16 passagerer.
Mens AW139 koster 80 mio. kr., er prisen for de større AW189’ere koster over 100 mio. kr. stykket.
Den tredje AW139-helikopter vil betyde behov for op mod ti ekstra medarbejdere, sagde Bel Airs adm. direktør og helikopterkaptajn, Susanne Lastein, for nylig til takeoff.dk
 
Bel Air flyver primært såkaldte off-shore flyvninger til typisk boreplatforme i Nordsøen – en af de største kunder er Mærsk Olie og Gas.

Skrevet af redaktionen