De to ekspeditionskrydstogtskibe fra Albatros Expeditions’ – Ocean Albatros og Ocean Victory – mødtes forleden kortvarigt ved havn i det sydligste Argentina. Rederiet fik sidste efterår ny administrerende direktør.
Albatros Expeditions’ to specialbyggede ekspeditionskrydstogtskibe – Ocean Albatros og Ocean Victory – har henholdsvis 94 og 93 kahytter og suiter. De to søsterskibe har, ifølge Cruisemapper.com, hver kostet 65 millioner dollars, cirka 444 millioner kroner.
Og forleden mødtes de for en sjælden gangs skyld, fremgår det af et opslag på Linkedin – stedet var havnen Ushuaia i det sydligste Argentina.
Begge skibe er 104 meter lange og har plads til op mod 186-200 passagerer, afhængig af antal opredninger; Nogle kahytter er indrettet til singlerejsende, et voksende passagerområde, noterer Albatros Expeditions.
Rederiet Albatros Expeditions ejes af danske investorer, for eksempel har den danske rejsekoncern Albatros Group 33 procent af skibene, der blandt andet sejler ekspeditionskrydstogter ved Arktis og Antarktis. Selve Albatros Travel-koncernen ejes af Søren Rasmussen og hans familie.
Ny administrerende direktør
Albatros Expeditions fik i november sidste år ny administrerende direktør, Jakob Lunøe. Rederiet skulle have ny førstemand efter den daværende, hollandske Hans Lagerweij, stoppede i januar sidste år.
Om hvorfor Hans Lagerweij stoppede efter blot et halvt års tid, sagde Jens Rasmussen daværende salgs- og driftsdirektør hos Albatros og i dag arbejdende bestyrelsesformand for Albatros, sidste år til Standby.dk: ”Hans Lagerweij og familien (Søren Rasmussens familie, red.) var ikke helt enige om den fremtidige strategi.”
Den nye administrerende direktør for Albatros Expeditions, Jakob Lunøe, har ifølge sin Linkedin-profil, tidligere været rejseleder hos det daværende charterrejsebureau Larsen Rejser og destinationschef hos Kuoni. Senest har Jakob Lunøe været direktør for Delogue PLM, et software-firma med hovedkontor i København.
Som led i den nye struktur i Albatros Group hører blandt andet Albatros Expeditions nu under netop bestyrelsesmedlem Cæcilie Willumsgaards og Jens Rasmussens ansvarsområder. Albatros Expeditions har en årlig omsætning på over 300 millioner kroner og passagerer fra hele verden, oplyste Jens Rasmussen sidste år til Standby.dk
Miljøvenlig og moderne teknologi
Ocean Albatros og Ocean Victory er specialbygget med den såkaldte 1A Ice Class-certificering, så de blandt andet kan sejle i isfyldte farvande og med deres zodiac-både bringe passagererne ind til kysterne.
Samtidig har såvel Ocean Victory og Ocean Albatros en lang række luksuriøse standarder med blandt andet højt fokus på mad og drikke, der er opvarmet swimmingpool, jacuzzis, spa, wellness, sauna og meget mere ombord. Ligeledes bruger skibene miljøvenligt brændstof, Marine Gas Oil, ligesom de har elektriske motorer.
Relaterede artikler:
Generationsskifte i Albatros Travel