Danske Sterling-ansatte får løn i dag

745 tidligere danske ansatte i Sterling får deres løn for oktober i dag. Pengene kommer fra Lønmodtagernes Garantifond, der udbetaler 21 millioner kroner. Garantifonden udbetaler den fulde løn med tillæg og feriepenge, men dog ikke skattefri tillæg og refusion af udlæg fra arbejdsgiveren. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

»Folk har rådighed over pengene på deres konti tirsdag,« siger garantifondens kundechef, Mogens Højland.

 

Alle næsten 1100 tidligere Sterling-ansatte med bopæl i Danmark, Norge og Sverige blev opsagt af konkursboet med virkning fra 1. november. 82 norske og 213 svenske tidligere Sterling-medarbejdere er knap så heldige som deres danske kolleger. De må vente lidt endnu med at få penge fra de andre nordiske landes ordninger, der svarer til Lønmodtagernes Garantifond.

 

De ansatte har i gennemsnit tre måneders opsigelse. Hver ansat kan maksimalt få udbetalt 110.000 kr. netto. Hvis ingen af de ansatte får ansættelse andre steder, inden opsigelsesperioden udløber, vil Lønmodtagernes Garantifond i alt skulle udbetale 55 millioner kr.

 

"En hurtig udbetaling til de danske ansatte var mulig, fordi garantifonden lige efter konkursen har fået lønsedler fra Sterling med de nødvendige data på alle medarbejdere," siger Mogens Højland.

 

Mogens Højland påpeger, at hvis konkursboet hurtigt får nogen til at overtage dele af Sterling-personalet, så skal Lønmodtagernes Garantifond ikke dække deres løn over opsigelsesperioden, da fond derfor ikke vil komme med krav over for konkursboet. Lønmodtagernes Garantifond betaler de danske ansattes løn i hele opsigelsesperioden.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen