Danske turister: Vi har et ansvar for dyrs velfærd

En trehjulet cykel kører i ring foran turister fra hele verden. På cyklen sidder en abe. Den ser ned i jorden, mens den ene fod sørger for at holde pedalerne og hjulene i gang. Om abens hals sidder et reb, og i den anden ende af rebet står en mand.
Aben er blot et af mange vilde dyr, som hver dag tvinges til at optræde med mærkværdige kunster, som turister betaler for at se. 
56 % af danskerne overværet shows med vilde dyr; udover aber er shows med delfiner, spækhuggere, slanger og elefanter populære. Især børnefamilier lader sig underholde af optrædende dyr, viser undersøgelse fra dyrevelfærdsorganisationen WSPA’s danske afdeling. 
Men selvom showene kan være god ”børneunderholdning,” bør også danskere holde sig fra dem. Der er nemlig ofte tale om groft misbrug af de dyr, der tvinges til at optræde for turisterne. WSPA mener ikke, at showene ville være så populære, hvis folk kendte til de lidelser, der foregår bag scenen.
I en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for WSPA, svarer 78 % af danskerne, at de er helt eller delvist enige i, at de har et ansvar for, hvordan deres handlinger påvirker dyrs velfærd, når de rejser i udlandet. 
”Hvis man virkelig vil tage det ansvar på sig, skal man skal holde sig langt fra shows, hvor vilde dyr holdes fanget for at underholde turister. Når man køber billet til et show, er man samtidig med til at støtte den dyremishandling, som ligger bag underholdningen,” siger Gitte Buchhave, direktør i WSPA Danmark. 
WSPA opfordrer danskere til at klage, hvis de oplever, at vilde dyr holdes fanget for underholdningens skyld. I dag har kun tre procent af danskerne klaget over shows med vilde dyr, når de har været på ferie.
Underholdning med vilde dyr er ikke det eneste eksempel på dyremishandling, som danskerne oplever på rejser i udlandet. Ifølge undersøgelsen har danskere også oplevet dyr, som holdes i små bure, dyr, som bliver slået, dyr, som står lænket, og dyr, som hverken får mad eller vand.
WSPA opfordrer danske turister til at kontakte lokale dyreværnsforeninger eller det lokale politi, hvis de oplever dyremishandling på deres ferierejser.
 
Se mere på hjemmesiden: wspa.dk

Skrevet af Redaktionen