Danskere vildledes om rejseforsikringer i Norden

Selv om ændringerne i dækningen af det gule sygesikringsbevis stort set ikke har nogen betydning for rejser i Norden, anbefaler fire ud af fem forsikringsselskaber deres kunder at tegne en rejseforsikring, hvis de skal på skiferie i Norge.

Som følge af en nordisk konvention skal danskere hverken betale for behandling eller hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykke ved en ferierejse i f.eks. Norge.

Ved rejser i Norden kan en supplerende rejseforsikring kun komme på tale, hvis man som rejsende lægger vægt på to ændringer i dækningen: Ved hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykke dækkes familiens hjemtransport ikke, lige som det er den behandlende læge og ikke Europæiske Rejseforsikrings læge, der træffer beslutning om hjemtransporten.

I Forbrugerrådet er jurist Anne Dehn Jeppesen forarget over selskabernes tvivlsomme rådgivning og forsøg på at sælge unødvendige rejseforsikringer.

”Reglerne er enkle og til at overskue. Det er under al kritik, at selskaberne ikke har styr på dem. At forbrugerne på den måde kan blive vildledt holder slet ikke,” siger Anne Dehn Jeppesen.

Hos Codan beklager pressechef Jens Nüchel den mangelfulde rådgivning.

”Det er ikke godt nok. Når det gælder rejser til Norge, dækker det gule sygesikringsbevis, som det hele tiden har gjort. Derfor kan man godt have brug for en supplerende rejseforsikring, men vi skal passe på ikke at forvirre billedet ved at blande det sammen med det nye behov for at tegne rejseforsikringer, når man rejser på skiferie i Alperne. Jeg vil sørge for, at vi får rettet op på det,” siger han.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 23. januar, 2008)

Skrevet af