Danskerne er uopmærksomme på nye rejseregler

Tal fra Topdanmark viser, at danskerne ikke har travlt med at sikre familien før rejsen. Heller ikke selvom det er let at komme i økonomisk klemme på ferierejsen til Frankrig eller indkøbsturen til Tyskland, fordi det er slut med at blive sendt hjem på det offentliges regning fra udlandet. Samtidig er læge- eller hospitalsbehandling i lande uden for EU og Vesteuropa heller ikke længere dækket af det gule sygesikringskort.

I en pressemeddelelse siger Topdanmark, at danskerne slet ikke er klar over, hvor let det er at komme i klemme på enten ferierejsen eller indkøbsturen. Og det bekymrer produktudviklingschef Lisbeth Troels-Smith.

”Vi har i forbindelse med ændringerne af sygesikringskortets dækning skrevet til lidt mere end 400.000 af vores kunder. Blot halvdelen af dem, der i forvejen har en rejseforsikring, har skiftet til den nye udvidede årsrejseforsikring, og mindre end ti procent af de øvrige kunder uden rejseforsikring har kontaktet os. Det tyder på, at mange danskere ikke ved, at selv en indkøbstur syd over grænsen til Tyskland eller en forlænget weekend i London kan ende med en økonomisk lussing, hvis man uden en rejseforsikring i lommen rammes af sygdom eller ulykke og ikke kan komme hjem ved egen hjælp. Vi kan håbe, at mange blot venter med at købe forsikringen, til de skal af sted,” siger hun.

”I Norden har staten en særlig hjemtransportdækning, men kun hvis den er ordineret af en læge og kun direkte merudgifter. Derfor anbefaler vi altid vores kunder at købe en årsrejseforsikring, for den dækker og har altid dækket mere end det offentlige, blandt andet også økonomisk kompensation for ødelagte feriedage, mulighed for at få tilkaldt familien hjemmefra, udgifter ved bagageforsinkelse, krisehjælp og meget mere,” siger Lisbeth Troels-Smith.

Skrevet af