Danskerne gemmer formuer i rejsevaluta

valutaDanskerne har en formue derhjemme i gammel udenlandsk valuta. De fleste vælger at gemme rest-valutaen i stedet for at veksle tilbage til kroner.

I gennemsnit har danskerne udenlandsk valuta liggende til en værdi af 1.020 kroner pr. person. En del oplever, at valutaerne taber værdi eller udgår som møntfod, viser en undersøgelse fra Forex Bank.

78% af danskerne gemmer den overskydende rejsevaluta frem for at veksle tilbage til danske kroner. Danskere over 18 år har gennemsnitligt rejsevaluta liggende til en værdi af 1.020 kroner pr. person, og det mener Forex Bank hurtigt kan blive en dårlig forretning.

Bankens nationschef Joakim Husted: ”Med mindre man planlægger at rejse til et land med samme møntfod inden for den nærmeste fremtid, kan det sjældent betale sig at gemme valutaen, som hurtigt kan falde på grund af kursudsving og inflation. Ligger de derhjemme i årevis er der også risiko for, at mønter og sedler udskiftes, så de bliver ugyldige”.

26% har oplevet, at en udenlandsk valuta er faldet i værdi, mens de har haft den liggende. 25% har oplevet, at en valuta er udgået og 19%, at de udenlandske sedler eller mønter er blevet udskiftet.

I Sverige er man ved at udskifte pengesedlerne, og fra 31. december  vil de gamle 50- og 1.000-krone-sedler være ugyldige.