Danskerne glemmer feriepengene

Ifølge Beskæftigelsesministeriets Feriekontor blev der fra maj 2006 og året frem optjent omkring syv milliarder kroner til FerieKonto, beretter dr.dk/penge ifølge borsen.dk.

 

Men lidt under én procent af pengene blev aldrig indløst, hvilket betyder, at danske lønmodtagere er gået glip af sammenlagt 60 mio. kr. Det gælder ansatte uden ferie med løn og personale, der stopper hos en arbejdsgiver. For dem indbetales deres tilgodehavende i feriepenge til FerieKonto, hvorfra de kan udbetales ved dokumentation for at ferien holdes.

Men både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti synes, at folk skal have større rådighed over deres feriepenge, så de for eksempel ikke skal vente til ferieåret starter.

De feriepenge, der ikke bliver udbetalt, ryger over i Arbejdsmarkedets Feriefond til velgørende formål. Det er for eksempel støtte til børnefamilier, så de kan holde ferie i Danmark eller til oplevelser inden for kultur og natur.

Skrevet af Flemming Juul