Danskerne ønsker aktive ferier

”Hvad ville du gøre, hvis du fik 500.000 kr. i rejsevaluta?” Det har Forex Bank spurgt 1.168 danskere om.

 

48% drømmer om at komme på oplevelsesrejser, mens 37% siger, at deres drømmerejse skulle gå til et luksus-resort et eksotisk sted.

 

Selv om oplevelsesrejser står øverst på ønskelisten hos både kvinder og mænd, er der forskelle på drømmerejserne hos de to køn. 20% af kvinderne drømmer også om at tage på storbyferie og shoppe pengene op, mens 9% af mændene vil til Las Vegas og prøve lykken på kasino.

 

Det er de fjernere himmelstrøg som lokker mest, og 41% ønsker at rejse til Asien, mens 39% foretrækker Nordamerika. 91% foretrækker at flyve, mens 34% har mest lyst til at rejse med tog og 9% med bus.

 

Kun 9% foretrækker at rejse alene, mens resten gerne vil have nogle at dele oplevelserne med. Det er mest mænd, som vil rejse alene ud i verden (13%), mens det kun gælder for 6% af kvinderne. 75% af kvinderne vil have kæresten med på drømmerejsen, mens det samme kun gælder for 67% af mændene.

Skrevet af Flemming Juul