Danskerne vælger kro & hotelferie

Danske Kroer & Hoteller havde i 2007 fremgang på alle aktiviteter. Omsætningen på Firmakortet, der giver virksomheders medarbejdere favorable priser på overnatninger, steg med 17%.  Antallet af udstedte gavekort steg med 41% – og antallet af bookinger på nettet steg med 22%. Desuden var der fremgang på udenlandske markeder som Norge, Storbritannien, Holland og Italien.

”Der er flere grunde til danskernes glæde ved kro & hotelferie”, mener direktør Jørgen Christensen. ”De byder på oplevelser, der tiltaler stressede danskere, nemlig muligheden for at tage fri fra hverdagens travlhed for at slappe af, nyde livet og lade op. Det kan være i en weekend – eller på et midtuge ferieophold”.

”Kroerne giver gæsterne mere autentiske oplevelser end dem, de får på f.eks. de store, internationale hotelkæder med de mere standardiserede tilbud. Danske kroer har hver sin egen spændende historie, særpræg og atmosfære. Desuden er her et ’krofatter-værtskab’ med en gæstfrihed og en personlig service, som vore gæster sætter stor pris på”, siger Jørgen Christensen.

 På generalforsamlingen blev Hilding Hvid, Gjerrild Kro, genvalgt til formand. Herefter består bestyrelsen desuden af Ulla Mosich, Aalbæk gl. Kro, Tom Boye, Skaga Hotel, Hirtshals, Peder Pedersen, Hvalpsund Færgekro og Karen Nedergaard, Absalon Hotel, København. Ny suppleant er Christian Andersen, Kongensbro Kro.

Skrevet af