49% af dem, der rejser ud, vælger badeferie i år, og de fleste vil til Spanien eller Thailand. Også storbyferier er populære, mens kun 18% af de udrejsende vil på skiferie. Det viser undersøgelse fra Forex Bank.
Selv om vinterferie ofte forbindes med skiferie, er det mere populært at rejse til sol og varme. Således vil godt 620.000 danskere over 18 år på badeferie. 24% tager på storbyferie i vinterferien og kun 18% har planlagt skiferie i uge 7 eller 8.
De mest populære rejsemål, blandt dem, som skal på badeferie er Spanien med 31% og Thailand med 27%.
Favoritdestinationerne for vinterens storbyferier er London, Paris og Rom, mens skiferien typisk går til Østrig, Norge eller Frankrig.
Blandt dem, der vil udenlands, forventer 32% at bruge flere penge end sidste år og 56% forventer at bruge ca. det samme. Kun 12% regner med at skære i rejsebudgettet. I gennemsnit vil vi bruge ca. 11.600 kr. pr. person, hvilket dækker de samlede udgifter til transport, overnatning, mad, shopping, liftkort etc.