Danskernes ferieappetit er vendt tilbage

Optakten til den kommende sommers ferierejser har ikke været den bedste for charterrejser over hele Skandinavien. Nu ser det ud til at udviklingen er vendt. I går kunne Star Tour nærmest i eufori berette om, at danskerne går ferie-amok. De seneste tre uger, er der solgt dobbelt så mange rejser som i de samme uger sidste år.

 

”Alene i weekenden solgte vi 3.000 rejser mod 1.600 samme weekend i fjor (hvor det i øvrigt var påskelørdag, red.) Efterspørgslen på sommerrejser er steget markant. Det er en kombination af flere penge i husholdningen og et koldt forår,” siger salgsdirektør Stig Elling.

 

Samme tendens ses hos Spies Rejser. ”Rejsemønstret ændres. Hvor danskerne før i tiden købte sommerrejser i januar, gør de det nu i marts-april,” siger adm. direktør Jan Vendelbo. ”Vi har også sammenlagt solgt flere sommerrejser end på samme tid i fjor, Alligevel bliver sommeren er udfordring for os alle i og med det store udbud fra lavprisselskaberne,” tilføjer han.

Skrevet af Ejvind Olesen